Et 10-årigt studie af Jim Stegel og Milard Brown viser at top50 bedst performende virksomheder er 400 % mere profitable end andre virksomheder.
400 %! (det taler lader vi lige stå et øjeblik).
Hvad der er endnu mere interessant er, at disse top50 virksomheder alle er drevet af et stærkt formål om at gøre en forskel i menneskers liv. Ikke ud fra en velgørende målsætning – men fortsat med fokus på at skabe benhård bundlinje.
Men hvordan hænger dét at gøre en forskel sammen med bundlinjen?
Det er egentligt ret banalt. Virksomheder består af medarbejdere og ledere, der alle blot er mennesker – og som tiltrækkes og motiveres af at gøre en virkelig forskel for andre mennesker. Mens man laver forretning. Nedenfor kan du se Jim Stegel forklare, hvordan formål og højere mening positivt påvirker bundlinjen.
Kan man gøre en forskel med noget så usexet som et regnskabsprogram?
Ved et arrangement hos Virksom i sidste måned bekræftede Martin Thorborg ovenstående tilgang. Når han som direktør i Dinero ikke misser en anledning til at minde nye som gamle medarbejdere om, hvorfor virksomheden eksisterer:
Dinero betjener en stor andel solo-selvstændige, der lægger 80 timer i ugen og tjener mindre end, hvad der svarer til kontanthjælp (Thorborgs ord, ikke mine). Dineros målsætning er, at levere et så velkørende og intuitivt regnskabsprogram, at netop disse iværksættere kan fokusere på deres forretning. Hvert minut sparet på regnskab burde kunne ses på bundlinien eller på mere samvær med familien. Og som selvstændig må jeg sige, føler jeg mig set og forstået.
Thorborg føler så stærkt for denne tilgang at ALLE i virksomheden - inklusiv ham selv – med jævne mellemrum sidder i Dineros kundesupport og besvarer opkald og chatsamtaler. For at blive mindet om de mennesker af kød og blod, som de betjener. Og det betyder, at systemudvikleren selv lægger øre til, hvor stor en forskel den der lille systemrettelse, som han måske har skubbet foran sig, ville gøre for brugerne. Formålet står klokkeklart og hvem vil ikke hjælpe, når man først har fået øje på den forskel man kan gøre for andre? Mens man tjener penge?
Måske har de krævende og utålmodige unge fat i den lange ende?
Undersøgelser viser, at unge i dag, når det kommer til karriere og studievalg, netop er drevet af mening og det at gøre en forskel for andre. Og at det ofte giver virksomhederne store udfordringer med at tiltrække og fastholde de meningssøgende unge, der til tider betragtes som krævende og utålmodige.
Men måske kan man betragte de unge som nutidens kanariefugle i minen? Egentlig tror jeg, dét at søge mening med sit arbejde, er et ret menneskeligt og på ingen måde urimeligt behov, som vi alle søger i løbet af vores arbejdsliv. Til forskel fra de voksne og veletablerede, er de unge vokset op i en tid, hvor der ikke findes nogle sikre veje til succes. Brancher, virksomheder og jobs disruptes og man er som ung nødt til at satse på det eneste man kender i fremtiden: nemlig sig selv og det aftryk man vil sætte på denne verden. Et mindset der også langsomt kravler hos virksomheder - endda nogle af de helt store af slagsen, som fx Mærsk.
Mærsk som den nye miljøforkæmper?
Min gode veninde Sine er ansat hos Maersk Supply Service – en Mærsk-division, der i årevis har eksisteret for at levere materialer og forsyninger til olieboreplatforme. Sidste gang vi mødtes, fortalte hun mig med julelys i øjnene om virksomhedens nye grønne vision om at bidrage til at løse fremtidens energiudfordringer og ikke mindst deres nye alternative aktiviteter:
- De lægger skibe til et forskningsprojekt, hvor man høster polymetaller der ligger dybt nede på havbunden og som kan bruges til udvikling af grøn energi. Fremtidens energi.
- Derudover deltager de i forsøg med den hollandske iværksætter Boyan Slat, der står bag The Ocean Cleanup, hvor de bidrager ved at spænde net mellem deres skibe, som alligevel sejler jorden tynd – og på den måde hjælper til med at fjerne den plastiksuppe, som flyder rundt i verdenshavene.
Mega-motiverende initiativer man som medarbejder har lyst til at være en del af og gøre til en succes – ikke mindst fortælle omverdenen om. Og så er der endda basis for god indtjening på denne nye grønne tilgang. Ikke at jeg vil udnævne Mærsk som klassens duks i bæredygtighed – men deres nye strategi virker som et skridt i den rigtige retning.
Så hvis en virksomhed som Mærsk kan vende supertankeren mod at gøre en forskel i verdenen – kan du og din virksomhed også.
Find dit ”hvorfor”.
Simon Sinek, som står bag bøgerne ”Start med hvorfor” og ”Find dit hvorfor”, forklarer det relativt simpelt:
Folk køber ikke HVAD du laver, de køber HVORFOR du gør det. Mennesker kan forstå store mængder kompliceret information som specifikationer, fakta og tal (dvs. HVAD og HVORDAN) – men det driver dem ikke til at handle. Når vi taler om HVORFOR, taler vi direkte til den del af hjernen, der styrer vores adfærd – og som i sidste ende rationaliserer værdien af et givent køb. - Simon Sinek
Denne adfærd gælder ikke kun, når vi køber produkter – det sker også på arbejdspladsen. Når en virksomheds strategi og formål er koblet til bundlinjen, vil medarbejdere (bevidst eller ubevidst) på et tidspunkt stille sig selv spørgsmålet ”Ja, vi skal fordoble omsætningen (igen!) – men hvorfor?”. For det handler om dine medarbejderes motivation og en grundlæggende forståelse af, at din virksomhed kun når sine mål, hvis dine medarbejdere køber ind på – og er passionerede omkring - virksomhedens "hvorfor". Så hvis du gerne vil have, at din virksomhed er mere profitabel eller at den overhovedet eksisterer i fremtiden, burde du stille dig selv flg spørgsmål: ”Hvilken mening eller forskel skaber min virksomhed?” eller endnu bedre ”Ved mine medarbejdere, hvilken mening eller forskel vi skaber?”. Det samme siger Richard Branson:-).
If you aren’t making a difference in other people’s lives, you shouldn’t be in business – it’s that simple. - Richard Branson